Klimabonus

Klimabidragets modstykke, den Grønne Check, er designet til at holde økonomien i balance, beskytte samfundets svageste og sikre den langsigtede folkelige opbakning, der er nødvendig for at imødegå klimaændringerne. Da omkostningerne af at forurene stiger med Klimabidraget, vil tilbageførslen af disse penge til borgerne betyde, at eksisterende produkter og tjenesteydelser stadig vil kunne betales.

Indtægterne fra Klimabidraget tænkes opdelt i lige store dele med 1 andel pr. Voksen og 0,5 andel pr. barn for op til 2 børn pr. Husstand. Borgerne får så hver måned udbetalt deres andel af Klimabidraget, hvilket for de fleste familier betyder, at de får mere tilbage, end de betaler. Øgede energiomkostninger ved en klimaafgift har tendens til at være regressive: De rammer de mest sårbare i samfundet hårdest. Tilbageførsel af pengene i lige andele til alle borgere beskytter lav- og mellemindkomsfamilier og sikrer, at pensionister og arbejdsløse også har glæde af systemet. Generelt vil mere velstillede mennesker, der fortsætter deres livsstil med et stort CO2-aftryk, rammes hårdest. Ovenstående grafik visualiserer virkningen på forskellige indkomstlag og sammenligner forskellige former for tilbageførselsmuligheder, fx via lavere indkomstskat, lavere formueskat, eller via betaling af fast beløb fra fx skattevæsenet. Den sidstnævnte metode minder mest om Klimabonussen og det ses, at den behandler de lavere indkomstgrupper bedst.

I 2008 vedtog British Columbia, en af Canadas delstater, en CO2-skat med fuld genuddeling af skatten. Selvom forslaget oprindeligt var en politisk varm kartoffel, voksede befolkningens støtte til ca. 65%.(OECD, 2013) Klar kommunikation til borgerne omkring formålet med skatten og forpligtelsen om, at 100% af indtægterne ville blive ført tilbage til dem, vurderes at have været medvirkende dertil.